Hvad kan du gøre, når dit barn lyver?

I mange familier – og i vores samfund – er der en stærk værdi om, at man ikke må lyve. Når det så alligevel sker, kan vi blive så optaget af løgnen og bruddet på den fælles værdi, at vi glemmer det vigtigste:

At interessere os for, hvad der ligger bag løgnen, og hvad der gør, at vores barn synes, at det var nødt til at lyve.

Vi kan altså glemme at se bag adfærden hos barnet.

Det er ikke den nemme vej at lyve, selvom det kan synes sådan. En løgn er nemlig tung at bære – og vi kender alle til, at det ville være en befrielse at kunne tale ud om tingene, som de er.

Så når vores børn lyver for os, kan følgende spørgsmål være en god selvrefleksion:
Hvordan er det blevet sådan i vores familie, at hun/han synes, hun er nødt til at lyve om det her?

Hvor er meningen i denne galskab, det er nemlig sikkert, at den er der. Ellers havde barnet sagt tingene, som de er.

Der er stor forskel på at kontakte sit barn med:

Du ved godt, at herhjemme lyver vi ikke for hinanden! Så fremover siger du tingene, som de er.

Og:

Jeg kan ikke lide, at du lyver, og jeg tænker, at det også er ubehageligt for dig at skulle lyve for os (pause). Hvad var det, der gjorde, at du synes, du var nødt til at lyve?

I den første bryder vi kontakten og fortroligheden med vores barn, og i den næste byder vi op til samtale med et ønske om at blive klogere på os selv og vores barn. Det sidste er relationskompetence.