Hvordan møder vi det lille barns store følelser?

Børn har brug for voksne, der støtter dem i at lære at have med deres egne følelser at gøre. Du kan f.eks. høre børn sige om deres vrede:

“Jamen det sker inde i min krop – jeg kan ikke styre det”, og “Jeg kan ikke stoppe det – det er, som om det sker inde i mit hoved”.

Børn kan nemt og ofte blive overvældet af deres følelser. Derfor har de brug for, at vi magter at rumme dem, mens følelsen er der, og at vi hjælper dem med at sætte ord på det, de mærker. På den måde kan barnet lære sig at mestre følelsen. At rumme handler om at holde ud og holde af, mens barnet har det svært med sig selv. Det er, når vi har det sværest og holder mindst af os selv, at vi har mest brug for, at andre gør det.

NÅR DIT BARN ER KED AF DET, SKAL DET TRØSTES. PUNKTUM.

Hvad vil det egentlig sige at trøste? For mig at se er der mindst to måder at trøste på. Den ene er den, hvor vi trøster for at få det til at holde op. Den bliver ingen klogere af. Den anden er at være sammen med barnet, mens det er ked af det.

Når et barn er ulykkeligt, græder det fra hjertet. Det nytter derfor ikke at tale til hovedet. Vi skal holde igen med alle vores ord og spørgsmål og i stedet holde os til korte udsagn. Pointen er, at vi skal tillade barnet at gennemleve sin sorg frem for at forsøge at tale det væk fra den. Hvis vi opfordrer barnet til at fjerne sig fra den svære følelse, vil gråden og sorgen føles som et problem.

Gråden er faktisk en berigelse, fordi den er med til at genoprette vores mentale balance. Når vi er sammen med barnet om dets følelser, får det en værdifuld oplevelse af, at det ikke er verdens undergang at være ked af det. At man ikke behøver undgå sig selv eller flygte fra sig selv, når de følelser melder sig.