- Blackbird Institutes video-brevkasse
Tre trin til at støtte søskendekonflikter
Der er tre trin, vi kan støtte os til, når vi vælger at møde vores børns konflikter med omsorgen forrest – og ikke irritationen. Det handler om at vise tillid til, at børnene i langt de fleste tilfælde selv kan klare konflikten. Vores vejledning består i at hjælpe dem med at blive klogere på sig selv og hinanden ved at have fokus på, hvordan de har det – frem for hvad der skete.
Opløsningen af konflikten ligger i processen, i at vi formår at være sammen med børnene og respektere de følelser, der ligger mellem dem.
1. Giv dem mulighed for at øve sig i at håndtere konflikter
Det er en god regel at lade børn arbejde med konflikterne selv – uden voksenindblanding – så langt, de kan. Det gælder også, når de er korporlige. Hvis du vælger at gå ind i konflikten, så overvej hvorfor. Hvis det er, fordi du har svært ved at holde konflikter ud, så vent lidt. Hvis ét af børnene lider overlast og har brug for hjælp, er det nødvendigt at træde til.
Som regel er der balance i søskendes konflikter, men hvis vi er i tvivl, om de kan klare det, kan vi spørge:
“Er der noget, jeg kan hjælpe jer med?”
Hvis de siger nej, må vi respektere det. Hvis bare den ene siger ja, skal vi blive. Nogle gange kan det være nok blot at være til stede uden at sige meget. Vores nærvær kan ændre dynamikken – især hvis vi har plads til dem i os.
2. Hjælp dem til at fortælle, hvordan de har det
Når vi går ind i børnenes konflikter som vejledere, er vores vigtigste opgave at opløse konflikten frem for at løse den. Det betyder, at vi er optagede af, hvordan børnene har det, frem for hvad der er sket.
En forudsætning for, at børnene føler sig hjulpet, er, at de føler sig hørt. Når de hver især føler sig hørt, vil meget allerede være forandret mellem dem. Vi kan støtte dem ved at give et bud på, hvordan vi oplever, de har det:
“Det ser ud, som om I begge blev kede af det?”
Eller:
“Det lyder, som om det er lidt svært for jer lige nu?”
Det er vigtigt at tjekke, om de kan genkende vores bud, ved at observere deres reaktioner. Når vi lytter til den ene, vil den anden ofte gerne bryde ind. Da kan vi sige kærligt og bestemt:
“Du har også meget på hjerte. Lad lige Mads tale færdigt, så lytter vi til dig bagefter.”
På den måde øver barnet sig i både at lytte og udtrykke sig.
3. Giv plads til forskelligheden
Samtalen vil ofte vise, at børnene har oplevet konflikten forskelligt. Vi oplever alle situationer forskelligt, og ingen oplevelse er mere rigtig end en anden. I alt socialt liv er det en uhyre vigtig indsigt.
Vores opgave som vejledere er at skabe plads til, at børnene kan fortælle, hvad de er fyldt op af, og anerkende deres oplevelser – også selvom vi ikke altid er enige. Et eksempel:
Mads: “Neeej, det er min!”
Caroline: “Mooar, han tog min hoppebold! Og hun slog! Nu niver hun!”
Mads: “Det var ham, der startede!”
Caroline: “Nej, det var såej!”
Som vejleder kunne en voksen sige:
“Det lyder, som om I begge er blevet kede af det,” siger mor og lægger en hånd på hver af dem.
Mads skubber mors hånd væk.
“Hun bliver ved med at tage mine ting, selvom jeg siger nej, og så tog jeg hendes hoppebold!” siger Mads.
“Okay. Så når hun ikke hører dit nej, bliver du vred. Er det rigtigt forstået?” spørger mor.
“Ja, hun er så dum!” svarer Mads.
Mor vender sig mod Caroline:
“Måske er det værste for dig lige nu, at Mads ikke vil lege så tit, som du gerne vil?”
Caroline græder og nikker.
Længere behøver det ikke at være. Sådan opløses konflikten naturligt. En egentlig løsning er ofte irrelevant. Hvis vi fokuserer på at løse konflikten frem for at forstå den, kan det eskalere situationen.
Når vi undlader at skælde ud eller dømme, skaber vi en bedre tone i familien. Hvis vi derimod fokuserer på, hvem der gjorde hvad, opdrager vi små politibetjente. Når vi møder konflikterne med åbenhed og omsorg, udvikler børnene deres sociale og medfølende kompetencer.
Omvendt vil en anklagende kultur gøre det svært for børn at indrømme fejl og tage ansvar.
Læs flere eksempler på, hvordan du kan vejlede efter de tre trin i Fie Hørbys bog: Drop Opdragelsen.
