Skældud har mange former
Skældud kommer i mange former og afskygninger. Alt lige fra belæring, moraliseren og bebrejdelser til kommandoer, advarsler og trusler.
Der er efterhånden forsket meget i skældud og de konsekvenser, det har for vores børn; lav selvfølelse, psykosomatisk ondt, koncentrationsbesvær og sociale vanskeligheder for at nævne nogle få. Alligevel føler nogle af os, at vi er nødt til at skælde ud meget af den tid, vi er sammen med vores børn. Det er hårdt. For børn og voksne. Og det har en pris for vores relation.
Når skældud ikke virker
Undersøgelser i dag viser, at skældud ikke virker efter hensigten. Tværtimod. Det fastlåser konflikterne, og sandsynligheden for, at de gentager sig, er stor. Vi vil derfor også opleve, at vi skælder ud over det samme igen og igen. Børn, der får meget skældud, lukker ned for hørelsen for at passe på sig selv. De trækker sig altså fra kontakten med os. Skældud sætter sig både på selvfølelsen og selvtilliden. Barnet mister dermed både troen på sig selv og sine præstationer.
“Det ridser i hjertet”
Et barn sagde: “Når de voksne skælder ud, ridser det i hjertet.” Et andet sagde: “Når de voksne skælder ud, er det, som om de slår med tungen.” Ofte giver vi ovenikøbet børnene skylden for, at vi vælger at håndtere konflikterne ved at skælde ud, når vi bebrejdende siger: “Hvorfor skal jeg altid skælde ud?” og “Jeg er så træt af at skælde ud hele tiden!”
Når vi taler på den måde, lyder det, som om vi kun har én tråd at strikke med. Og sådan er det jo ikke. Det er altid os voksne, der har lederskabet og ikke mindst ansvaret for relationen. Når det, vi gør, ikke fungerer, så er det altid vores ansvar at finde en anden vej. Vi må interessere os for, hvordan det kan være, at de ikke hører efter. For som udgangspunkt vil børn gerne gøre, som vi siger. Når de derfor ikke gør det, er der god grund til at stoppe op for at blive klogere.
Når barnet føler sig forkert
Hvis et barn mest er sammen med:
- Voksne, som irettesætter, skælder ud og synes, barnet skal være anderledes, end det er.
- Voksne, som er mest optagede af, hvad barnet gør – og ikke så meget af, hvordan det har det.
- Voksne, som har travlt med så mange andre ting, at barnet føler sig overset og ikke værdifuldt for de voksne.
Så vil barnet sandsynligvis på mere eller mindre hensigtsmæssige måder forsøge at skaffe sig det, det mangler. For eksempel ved at forsøge at “blive en anden”, ved at være stille og nem. Eller ved at prøve at råbe omverdenen op: “SE MIG! – MIG! MIG! MIG!” Eller ved at “fjerne konkurrenterne” ved at skubbe og slå andre børn. Eller som større kaste sig ud i forskellige former for kriminalitet eller blive selvdestruktiv. Alt sammen i håb om, at nogen vil få øje på, at der skal noget andet til i barnets liv, for at det kan få det godt og være sammen med andre mennesker på en måde, som er til glæde for barnet selv – og dem, det er sammen med.
Et råb om hjælp
Så når børn er vanskelige for os og fællesskabet, så er det, fordi de har det vanskeligt. Det er ikke for at genere os. Det er et råb om hjælp. Hjælp til i højere grad at blive set som dem, de er – i stedet for kun at blive set for, hvad de gør.
Jeg vil gerne understrege, at det er i orden, at vi bliver vrede. Ellers ville vi ikke kunne lære vores børn at håndtere deres vrede. Men når vi udtrykker vores vrede ved at skælde ud, overfører vi vores vrede på barnet ved bebrejdelser og kritik, og det giver dem sår på sjælen.
Skældud eller tydelighed?
Forskellen på skældud og vrede ser sådan ud:
“Hvorfor skal du altid smide din jakke på gulvet?”
“Hvor mange gange skal jeg sige det til dig?”
“Så svært kan det da heller ikke være!”
Versus:
“Jeg er træt af, at du ikke hænger din jakke op, når vi kommer hjem.”
“Jeg vil have, at du hænger den op nu!”
I første eksempel bliver barnet gjort forkert, det bliver kritiseret og får indirekte at vide, at det er dumt. Det er sådan, at underteksten i al skældud er: “Du er dum”, eller “Du er til besvær.” Børns selvbillede skabes igennem vores ord og øjne, så når de hører budskabet i skældud tilpas mange gange, så tror de på det. Vi kan ikke få vores børn til at opføre sig rigtigt ved at gøre dem forkerte. For jo mere forkerte de føler sig, jo sværere er det at gøre det rigtige.
Bevar kontakten – også når du er vred
I andet eksempel giver den voksne udtryk for sin vrede uden at definere barnet som enten dumt eller forkert. Den voksne udtrykker sig i et personligt sprog uden at bebrejde barnet. Det er stadig ikke rart for barnet, at vi bliver vrede. Naturligt nok, eftersom tonen er hård. Men selvom tonen er hård, kan øjnene godt være kontaktfulde, og det gør hele forskellen.
Med kontaktfulde øjne mener jeg, at vi bevarer blikket for barnet og ser, hvordan det har det undervejs. Barnet begynder måske at græde, slår blikket ned, nægter at hænge jakken op, går ind på sit værelse eller svarer os igen.
Når vi forbliver kontaktfulde, selvom vi er vrede, så ser vi også barnets reaktion som meningsfuld og møder barnet med anerkendelse frem for f.eks. at ignorere barnet og dermed fratage barnet muligheden for trøst og kontakt. Det er langt mere ligeværdigt og respektfuldt, og det skader ikke barnets selvfølelse.
Hvad skældud gør ved os – og dem
Undersøgelser blandt skolebørn har vist, at de efter en stresset morgen med skældud derhjemme bruger den første time på at lande, før de er i stand til at modtage læring.
Vi kender det også som voksne, hvor en dårlig afsked med børnene eller et skænderi med partneren stadig sidder i kroppen, når vi lander på jobbet. Det kræver, at vi skal bruge ekstra tid og energi på at samle os om arbejdet og få de ubehagelige følelser fra morgenen på afstand.
Jo bedre vi har det, jo mere kan vi lære og præstere.
