Hvad er det nye børnesyn egentlig? Og hvad indebærer det?

Hvad har det af betydning for vores tilgang til og forståelse af børn?

Et børnesyn reflekterer den måde, vi som samfund ser på værdien af børn og barndom. Det er et fundament, som vi – bevidst eller ubevidst – bygger vores familier, samvær og institutioner på.

Det nye børnesyn er resultatet af en historisk udvikling, som bygger på dels vores ophobede viden om børns behov for tilknytning, støtte og forståelse, og på FN’s Børnekonvention, som understreger kvaliteten af barn-voksen-relationen og de voksnes lederskab som afgørende for børns psykosociale udvikling.

Det er et perspektiv på et nyt lederskab, der er baseret på samspillets afgørende betydning både som problemskabende og problemløsende kraft.

Fra det gamle til det nye børnesyn

Den helt store forskel fra det gamle til det nye børnesyn er at gå fra at have set på barnet isoleret set, til at se barnet i relation til sit omgivende miljø.

Når vi ved, at barnet bliver til igennem sine relationer, må vi derfor altid forstå barnet gennem sine relationer.

Når barnet bider – det gamle børnesyn i praksis

Fx: Når det lille barn i vuggestuen eller hjemme bider eller slår de andre børn eller sine søskende igen og igen, vil vi typisk i relation til det gamle børnesyn skælde barnet ud:

Det må du ikke! Kan du så holde op! Så kan du ikke være med til det, vi laver, så må du sidde alene!

Tanken bag er, at vi skal lære barnet at opføre sig ordentligt. Barnet skal ikke tro, at det bestemmer, det skal indordne sig fællesskabet, og vi er mere optaget af, hvad barnet gør, end hvordan det har det. Når vi møder barnet på den måde, vil det føle sig forkert, og jo mere forkert et barn føler sig, jo sværere får det ved at gøre det ”rigtige”, og vi forstærker og fastlåser dermed barnets adfærd.

Det nye børnesyn – nysgerrighed frem for skyld

I relation til det nye børnesyn vil vi blive nysgerrige på barnet. Vi ved, at der bag den ”dårlige” adfærd, ligger en god grund.

Vi vil vide, at barnet lige nu gør sit bedste, og at det har brug for vores støtte og hjælp for at kunne begynde at gøre noget andet. Det er naturligvis vigtigt at passe på de andre børn og søskende også, så vi tager vores personlige lederskab på os og møder hjælpsomt begge børn:

Jeg vil ikke have, at du bider X, det gør ondt på ham/hende.

Begge børn har brug for omsorg, både det barn, det blev bidt, og det barn, der bed. Hvis vi holder fokus på det barn, der bed, kan vi møde barnet ved at komme med anerkendende og empatiske gæt på, hvad der ligger bag:

Det virkede som om, du blev gal lige før (pause). Bed du, fordi hun sad med den bil, du gerne ville have?

Når barnet oplever sig set, hørt og mødt, bliver det trygt og falder til ro, og fra det sted, får det bedre overskud til at se, høre og møde andre i højere grad.

Vi må kigge dybere

Men vi må også kigge dybere end i barnets relationer, når det bider igen og igen. Hvordan er det i hjemmet? Og hvordan er det i en eventuel situation? Kan barnet opleve sig ”bidt” hjemme eller i institutionen? Vi må altså undersøge, hvordan barnet har det, og hvad der kan ligge bag dets adfærd, og hvordan vi kan støtte det bedre, så det kan få andre muligheder end at bide, når det bliver frustreret. Der er nemlig altid en mening i galskaben. Skyldperspektivet er sjældent interessant og giver os ofte dårlige forudsætninger for at finde årsagen. Ansvar virker mere konstruktivt, og der spiller alle voksne omkring barnet en rolle i barnets udvikling og trivsel.

Anerkendelse – holdningen bag

Anerkendelse er holdningen bag det nye børnesyn, som understreger betydningen af at se, høre og møde barnet på dets egne præmisser, uden at opgive sine egne. Anerkendelse er ikke det samme som at give barnet ret eller give det sin vilje. Det er to forskellige ting.

Anerkendelse er, at den voksne ser og hører barnet på dets egne præmisser uden at ville ændre det og samtidig anerkender sig selv på samme vis.

Sådan som vi tænker om børn, bestemmer måden, vi møder dem på.

Hvad tænker du om børn?

Så hvad tænker du om børn? Er et godt spørgsmål at reflektere over som forælder og fagperson for at blive mere bevidst omkring, hvad vi er styret af i relationen til børn.

Vores adfærd i relationen til børn er nemlig styret af vores perspektiver på livet, vores holdninger og erfaringer fra vores egen barndom.

Følelser, empati og personlig udvikling

De fleste fagpersoner og forældre er følelsesforskrækkede, da vi har manglet følelsesmæssigt følgeskab som børn, og derfor ikke er så trygge ved vores egne følelser. Det viser sig ved, at så snart barnet viser følelser, bliver det afledt, skældt ud eller sukket og himlet med øjnene af. Der er ingen af os, der har godt af at blive mødt som et problem, det sætter sig dybt i os – især, når det er af de mennesker, vi er afhængige af.

Det største stræk i udviklingen ind i det nye børnesyn, er at udvikle vores indlevelsesevne og vores nærvær, som er forudsætningen for empati. Empati er vores evne og vilje til at sætte os i den andens sted, uanset følelsernes karakter. Og uanset om, vi forstår det, der sker – vi møder barnet uanset, fordi vi i relation til det nye børnesyn ved, at der er en god grund, også selvom vi ikke kan se den.

Det handler om at kunne skabe plads til det andet menneske inde i sig selv -og her er vandmærket for mit arbejde, og som er psykologiens hovedmetode. Det er det afgørende og vedvarende arbejde med os selv, vores vilje til at være selvreflekterende og selvundersøgende løbende og især, når vi kan mærke en omsorgsblokering i relation til et barn. Så frem for at tale om barnet som umuligt og krævende osv., så må vi undersøge, hvorfor det er ”umuligt” for os, og hvorfor det føles så krævende for os at drage omsorg for det pågældende barn.

Et menneskesyn, der peger mod humanisering

På den måde skaber vi bedre betingelser for, at vi kan udvikle os sammen, og det er et frugtbart for både voksne og børn.

Det nye børnesyn er nemlig et menneskesyn, der styrer os mod en øget humanisering.

For de fleste forældre og fagfolk er det lige nu en svær balancegang at skulle være en autoritet og på den ene side anerkende børnenes ret til at have det, som de har det på den anden side. Vi har ikke rollemodeller for det, og vi skal sammen finde vejen, som essentielt handler om:

Hvordan kan jeg lede uden at krænke den andens personlige integritet?

Det er komplekst og ofte vanskeligt at realisere, fordi det kræver vilje til empati og personlig udvikling hos forældre og fagfolk.

Hjørnestenen i dette nye lederskab er: Ligeværdighed.

Det betyder IKKE, at børn og voksne er ligestillede. De voksne har magten og lederskabet, men vi er ligeværdige, og det betyderat barnets oplevelse er lige så stærk, værdifuld og ukrænkelig som den voksnes. I det nye børnesyn kan vi altså ikke længere diskutere om barnets følelsesmæssige reaktioner er i orden eller rimelige, de er, som de er.

Barnet har ret til sine følelser, tanker og meninger og har ret til sin egen oplevelsesverden, hvilket understøttes af FN´s Børnekonvention fra 1989, som Danmark tiltrådte i 1991, og derfor har pligt til at efterleve.

Det gamle vs. Det nye børnesyn

3 skridt ind i det nye børnesyn

1. At være bevidst om, at vi har ansvaret for relationen, og at børn samarbejder med måden, vi møder dem på.

2. At skabe plads til og anerkende: 1) at børn gør det bedste, de kan med det, de har fået med sig, og de har brug for vores hjælp og støtte, hvis de skal lære at gøre noget andet. 2) at vores oplevelser oftest er forskellige både erkendelses- og følelsesmæssigt.

3. At møde børn med tillid – og støtte dem til at tage ansvar og have blik for, hvordan vi hjælper dem med at gøre det frem for at straffe og belære.