Når vores barns mistrivsel bliver vores egen belastning
Når et barn ikke kan gå i skole, er det ikke kun barnet, der bliver påvirket.
Det er hele familien.
Og for mange forældre føles det som at stå midt i et stormvejr, hvor jorden under én begynder at skride.
Når stormvejret også sætter sig i kroppen
Som forælder forsøger vi at være den rolige, den støttende, den der kan rumme.
Men hvad gør vi, når vores nervesystem også er i alarm?
En studerende hos Blackbird, Karina, som selv har stået i det, beskriver det sådan:
“Det kan føles meget ensomt som familie.
Man er sårbar, og nogle gange kan det også opleves skamfuldt –
hvad har vi gjort forkert?
Det er en stor belastning, og det rammer hårdt.
Så hvordan kan jeg være der for mit barn,
når jeg selv har et blafrende nervesystem?”
Det er ikke et tegn på svaghed.
Det er et tegn på belastning.
Du er en del af dit barns regulering
Noget af det, mange forældre opdager undervejs, er:
Hvor meget vores egen tilstand påvirker vores barn.
Når vores nervesystem er presset, vil vores barn ofte – helt automatisk – reagere på det.
Ikke fordi vi gør noget forkert.
Men fordi vi mennesker påvirker hinanden.
Derfor bliver det afgørende ikke kun at fokusere på vores barn –
men også på os selv.
Når vi mister os selv i alle de gode råd
Mange forældre oplever et massivt pres udefra:
- professionelle, der giver råd
- omgivelser, der har holdninger
- systemer, der har forventninger
Og midt i det kan man miste forbindelsen til sig selv.
“Man taler med mange professionelle og får gode råd fra alle mulige, der vil én det godt –
men man kan også komme til at glemme, hvad man selv ser og føler.
Hvad siger ens egen mavefornemmelse egentlig?”
At række ud – og finde de rigtige at dele med
Vi ved godt, at det hjælper at dele.
Men det er ikke altid så enkelt.
For det handler ikke kun om at række ud –
men også om hvem vi rækker ud til.
For hvis vi deler noget sårbart og bliver mødt med:
- hurtige løsninger
- gode råd, vi ikke kan bruge
- eller manglende forståelse
kan det gøre det endnu sværere at åbne op igen.
Derfor kan det give mening at starte i det små.
Som Karina beskriver:
“Det kan være en ide at starte med at dele noget, der er på light-niveau – altså noget der er mindre sårbart.
Se hvordan det bliver modtaget, og hvis det føles trygt, kan du gå et lag dybere ned.
På den måde mærker du efter og finder ud af hvilke relationer, der er gode at dele med.
Jeg har oplevet, at når jeg selv åbner op, så åbner folk tilbage.
Og så er der allerede noget skam, der smelter.”
Det handler også om at lytte til vores egen fornemmelse:
Hvem føles tryg at tale med?
Hvem lytter – uden at ville fikse?
Det er ikke alle, der kan være med på det, vi står i.
Og det er okay.
Når succeskriterierne skal ændres
En stor del af presset kommer også fra, hvordan vi – og vores omgivelser – måler “fremskridt”.
“Et succeskriterie er ikke nødvendigvis, hvor længe vores barn er i skole –
men nærmere om det har været en god oplevelse.
Målestokken for bedre trivsel kan nemt blive målt i antal timer eller dage. Her overser vi det vigtigste – nemlig hvordan har barnet haft det i den tid?”
Det kræver mod at holde fast i det perspektiv.
Især når andre måler noget andet.
Egenomsorg er ikke en luksus
Når vi står midt i det, kan det føles forkert at tænke på sig selv.
Men sandheden er:
Vi er en del af vores barns reguleringssystem.
Derfor er egenomsorg ikke egoisme.
Det er en forudsætning.
At finde fodfæste i stormvejret
Der findes sjældent en hurtig løsning.
Men der findes måder at stå mere stabilt i det, der er.
Små skridt:
- at trække vejret lidt dybere
- at give sig selv pauser
- at tale med én, der forstår
- at lytte til sin egen fornemmelse
Det ændrer ikke alt med det samme.
Men det ændrer noget vigtigt:
Fundamentet.
Vil du arbejde videre med det?
Hos Blackbird arbejder vi med relationskompetence – også i relationen til os selv.
