Et barns evne til at udvikle en sund selvfølelse og indgå i trygge relationer formes i mødet med os. I den måde vi er sammen med barnet på. I den kontakt vi tilbyder – eller ikke tilbyder.
Det er i samspillet med os, at barnet begynder at forstå, hvem det selv er. Her dannes de indre skabeloner for, hvordan det senere i livet vil indgå i relationer, og hvordan det vil forholde sig til sig selv. Særligt de første leveår har en afgørende betydning. Men udvikling stopper ikke dér. Vi har mulighed for at bevæge os og vokse hele livet – hvis vi vil.
Overensstemmelse skaber tryghed
Nærvær handler i sin essens om overensstemmelse. Om helhjertethed.
Vi er alle født med evnen til at være nærværende. Vores børn er biologisk og sanseligt afhængige af at kunne læne sig ind i vores regulerede nervesystem. I vores rolige vejrtrækning. I vores pulserende hjerterytme.
Hjertet er blevet kaldt vores anden hjerne. Forskning viser, at hjertet fungerer som en finfølt radar, der registrerer selv små ændringer i andres indre tilstand. Når vi bliver følelsesmæssigt urolige, ændres vores vejrtrækning og hjerterytme – og disse ændringer kan aflæses i barnets nervesystem, hvis det er i nærheden af os.
Vi kan altså mærke hinanden. Ikke som en forestilling, men som en biologisk realitet.
Børn mærker det, vi ikke siger
Vi er dybt forbundne med vores børn. De orienterer sig i vores system, og det er os, der har ansvaret for kvaliteten af det, de læner sig ind i.
Den kontakt, vi har til os selv, sætter grænsen for den kontakt, vi kan tilbyde barnet.
Børn opfanger det, der foregår mellem linjerne. Øjne, der flakker. Et suk. Et smil, der ikke når øjnene. En stemme, der siger ja, mens kroppen siger nej. Omkring 90 procent af vores kommunikation er nonverbal. Kroppens sprog taler højere end ordene.
Det, vi måske selv har lært at ignorere, registrerer barnet uden besvær.
Den tidlige forbundethed
Den dybe forbundethed er tydeligst, når vi står med et spædbarn i armene. Her begynder den gensidige afstemning. Barnet sanser nuancerne i os, og vi lærer barnets nuancer at kende.
Vi lærer at høre forskel på gråden. At mærke, om barnet er sultent, utilpas, ked af det eller blot har brug for nærhed. Nogle gange må vi gætte. Men vi kan være sikre på én ting: Der er altid en årsag.
Forbundetheden gør det muligt at afkode behovene.
Spædbørn – ligesom større børn – har brug for at blive mødt der, hvor de er. De har brug for genkendelse. Hvis barnet er utilfreds, hjælper det ikke at tale hen over følelsen.
At sige:
“Ih, hvor er det bare dejligt, at du nu skal ligge her og hygge dig.”
… skaber ikke ro, hvis barnet ikke hygger sig.
At sige:
“Du lyder utilfreds med at skulle ligge her. Jeg vil nu alligevel have, at du ligger her.”
… og samtidig tilbyde trøst og kontakt, skaber overensstemmelse. Barnet mærker, at dets oplevelse bliver set, selvom den voksne fastholder sin beslutning.
Det er her, trygheden opstår.
Fra gamle forestillinger til ny viden
Tidligere sagde man, at børn ikke tager skade af at græde sig i søvn. I dag ved vi, at små børn er hjælpeløst afhængige af deres omsorgspersoner. Når et spædbarn efterlades alene med stærk gråd, kan det overvældes.
Det første leveår handler i høj grad om at imødekomme basale behov: kontakt, mad, søvn, kropslig nærhed og omsorg.
Når barnet bliver ældre, kan det mere aktivt søge os eller trække sig. Men grundtonen skabes tidligt.
Balance frem for perfektion
Samtidig er det afgørende at finde en balance. Nybagte forældre tilsidesætter ofte egne behov for at tage sig af barnet. Men vi kan ikke give mere, end vi kan holde til.
Det gælder også her: Børn har det bedst, når deres forældre har det godt sammen med dem.
Spædbørn har brug for kropskontakt og øjenkontakt. De har brug for nærhed. Og de har brug for stille stunder. Det samme har vi.
At være fuldt opmærksom hele døgnet er opslidende. Derfor må vi også sørge for at lade op. Ligesom i flyets sikkerhedsinstruktion: Tag din egen iltmaske på først.
Børn har ikke brug for perfekte forældre. De har brug for menneskelige forældre. Forældre, der forsøger at være i kontakt med sig selv – og med barnet. Som holder hovedet koldt og hjertet varmt.
Afklarethed skaber ro
Spørgsmål om søvn, samsovning, vikle eller barnevogn, hurtig trøst eller lidt ventetid – har sjældent ét rigtigt svar. Det afgørende er forældrenes afklarethed.
Hvis vi er usikre og vaklende, mærker barnet det.
En pædagog beskrev engang, hvordan kampe om sikkerhedsseler var almindelige for årtier siden. Ikke fordi børn dengang var anderledes, men fordi forældrene var usikre. I dag er de fleste forældre fuldstændig afklarede: Barnet skal sidde i sele. Punktum.
Når der er overensstemmelse mellem det, vi siger, og det, vi mener, skabes ro.
Det er ikke hårdhed, der virker. Det er klarhed.
At være lydhør og tydelig
Afklarethed betyder ikke, at vi ikke skal være lydhøre. Tværtimod. Alle børn er forskellige. Vores opgave er at lære netop vores barns temperament, behov og personlighed at kende.
Det første nære samspil danner fundamentet for barnets måde at være i verden på.
Nærvær er derfor ikke blot at være fysisk til stede. Det er at være helhjertet. At være i overensstemmelse med sig selv, så barnet kan læne sig ind i noget, der er ægte og stabilt.
