Fie Hørbys personlige erfaring med hjælpsomhed i familien
Min mand Thomas og jeg gjorde – så godt som – alt for vores søn Rumle, og det var hverken han eller vi godt tjent med. Han var vores første barn, og der var ikke det, vi ikke ville gøre for ham. Vi har en tilbøjelighed til at forholde os til vores arvegods på to måder: Vi kopierer vores egne forældres måde at være forældre på. Eller vi gør det modsatte. Sidstnævnte er blot den anden side af samme mønt. På begge sider af mønten vil vi være ureflekterede og ufrie i vores valg og måder.
Vi har alle været nogens engang, og det har haft en pris for os alle. Større eller mindre. Mit motiv for at gøre så godt som alt for min førstefødte var min oplevelse af min egen barndom, hvor jeg følte, at jeg for tidligt var blevet overladt til mig selv og skulle gøre for mange ting på egen hånd. Det skulle ikke ske for min søn! Så jeg fik travlt med at være der for ham på alle tænkelige måder, uden blik for om min dosering var passende.
Det resulterede i, at der var en del ting, han ikke kunne som otteårig. Fordi vi havde gjort det for ham. Min manglende refleksion gjorde, at jeg mødte ham ud fra mit eget system. Jeg gav ham det, jeg gerne selv ville have haft. I overmål. Men mit er ikke hans. I familier har vi det med at flyde sammen, så det kan være svært at skelne imellem dine og mine følelser, ønsker, meninger og behov. Der må vi øve os i at afgrænse os, og det gør vi gennem selvrefleksion. Når det ikke lykkes os, må vi rydde op baglæns.
Der lå derfor et oprydningsarbejde foran mig. Vi besluttede, at vi ville inddrage Rumle mere i de praktiske ting for at rette op på det, vi havde forsømt. En lørdag skulle vi spise frokost, og jeg bad ham derfor om at smøre sin egen mad. Det ville han ikke. Han syntes, det var besværligt. Jeg gik hen til ham, lagde en hånd på hans skulder og sagde:
Far og jeg har lavet en fejl (pause). Vi har gjort så mange ting for dig, så der er flere ting, du ikke har fået lært dig (pause). Det er vi kede af. Derfor har vi besluttet, at du skal til at gøre mere selv – som f.eks. at smøre din mad.
Han blev vred og ville ikke selv smøre. Jeg tilbød at hjælpe ham, men han ville slet ikke. Han rasede og gik ind på sit værelse og lukkede døren. Vi andre gik ud i haven og spiste frokost. Efter et stykke tid dukkede han op og sagde:
Jeg går nu.
Hvordan kan det være? spurgte jeg.
Fordi jeg har gjort noget dumt (pause). Jeg blev derinde, selvom jeg gerne ville ud til jer, og nu er I snart færdige. Hmm ja, det kan jeg godt se (pause). Jeg tror, du er ved at gøre noget dumt igen, hvis du går (pause). For jeg tror, du har mest lyst til at blive, men at du er så ked af det, at du ikke ved, hvordan du skal komme tilbage igen … (?)
Så græd han, og jeg trøstede ham. Resten af dagen tilbød han sin hjælp flere gange. Hjælpsomme forældre giver hjælpsomme børn. Det betyder ikke, at vi skal gøre alt for dem. Det er, som jeg selv erfarede med min søn, ikke en hjælp for nogen. Tværtimod. Men Rumle følte sig hjulpet følelsesmæssigt den eftermiddag, fordi jeg tog mig af hans følelser og hjalp ham tilbage til sig selv. Det er ikke nemt at gå fra at være én, tingene bliver gjort for, til at være én, der skal gøre tingene selv. Når vi kommer lidt sent i gang med at inddrage børn i de praktiske ting derhjemme, og de først sent har fået mulighed for at øve sig i at blive selvhjulpne, må vi have ekstra tålmodighed med dem, så de gradvist lærer sig det, vi har gjort for dem. Det er min erfaring, at små skridt er vejen frem.
Både for voksne og børn. Jeg havde jo også noget, jeg skulle lære. Jeg var blevet klar over, at min overflod af omsorg skyldtes en ubalance i mig selv, som blev til en ubalance i min søns udvikling. Det er nemt at føle skyld og dårlig samvittighed, når vi opdager, at vi skulle have givet vores børn noget andet. Hvis vi havde kunnet, havde vi gjort det. Vi gør det bedste, vi kan. Nogle gange er det ikke godt nok, og så må vi reparere. Det gør vi ikke ved at føle skyld, det gør vi ved at tage ansvar. Når vi tager ansvar for vores følelser og måder at være på, så bliver vi klogere på os selv.
Noget får lov til at vokse og blive større. Skyld og dårlig samvittighed gør os mindre. Når vi vokser, vokser vores børn med. Børn er en kongevej til personlig udvikling. Det satte mig fri at afbalancere mit servicegen, der ofte satte mig på overarbejde sammen med mine børn”
| Vores børn bringer os i kontakt med de steder i os selv, der trænger til udvikling. Det er en gave, selvom vi ikke altid har lyst til at pakke den ud, fordi den føles som det modsatte. |
Teksten er et uddrag fra Bestselleren ‘Drop opdragelsen – og bliv klogere på dig selv og dit barn’ af Fie Hørby.
