Hvad sker der inde i dig, når dit barn begynder at råbe højt i iskøen? Når du står midt i Netto klokken sidst på dagen, og din trætte datter smider sig skrigende på gulvet? Når din partner kommer sur hjem fra arbejde og vrisser af jeres børn?
Hvis du er som de fleste af os mennesker, så dukker der sandsynligvis store følelser op i dig, når store følelser dukker op i familien.
De færreste af os er vokset op i en tid, hvor følelser blev betragtet som vigtige. Måske blev følelser endda set lidt ned på? Det at være følelsesfuld har da også tradition for at blive kaldt ord som besværlig, sentimental eller hysterisk.
Hvad vi ved i dag er, at følelser er livsvigtige og til for at sikre vores overlevelse. De er som vejvisere i livet og til for at fortælle os, om noget er farligt eller trygt. For at kunne navigere efter vores indre kompas er vi nødt til at føle vores følelser. Men hvis de ikke fik lov at fylde, da vi var børn, kan vi have svært ved at håndtere og regulere dem og vores børns følelser, når vi er voksne.
Følelser er universelle, de er menneskelige. Alle oplever vi de samme følelser på forskellige tidspunkter og situationer i vores liv. Alle kender vi frygt og forelskelse, irritation, sorg og glæde. De er et kompas, der hjælper os med at forstå selv og agere autentisk, hvis vi vel og mærke mærker dem.
Skal sikre din overlevelse
Børn kan ikke selv regulere deres følelser og har brug for deres forældre til at rumme og tolke verden for dem. Voksne har ansvar for at identificere følelser og give dem sproglig form, så de bliver håndterbare. Havde vi som børn ikke voksne omkring os, der kunne hjælpe os med det, har vi måske ikke for alvor lært at forstår eller forholde os til vores følelser.
Følelser er til for at sikre vores overlevelse. Enhver følelse har en cyklus, og vi er nødt til at gennemleve en følelse, for at en ny kan komme frem. Det vil sige at anerkende og rumme den. Hvis vi ikke som børn er blevet rummet i vores følelser, så kan store og svære følelser føles farlige.
Derfor kan det være godt at huske på, at følelsers natur er at bevæge sig gennem os som bølger i vand. De kommer og går. Nogle gange er de vilde og stormfulde, andre gang rolige og blide. Jo mere vi betragter følelser som neutral energi, der kommer og går, jo nemmere er de at navigere. Sproglig bevidsthed kan hjælpe os med dette . I stedet for at sige eller tænke: ”Jeg er vred”, så sig eller tænk OG mærk: ”Jeg mærker vrede lige nu. Den sidder i højre side af min mave. Nu trækker jeg vejret ned til den, senere opløser energien sig og giver plads til en ny følelse.”
Børn viser os igen og igen følelsernes mangfoldighed. Det kan – ud over at være til stor glæde – give anledning til rådvildhed og frustration hos forældre. Vi prøver derfor med stor ihærdighed at bagatellisere følelserne, fornuftiggøre dem og få dem til at forsvinde igen:
* Hold nu op med det piberi!
* Op igen, det gjorde ikke ondt. Hold op med at være hysterisk! Du skal ikke være bange. Det var bare en drøm.
* Der er ingen grund til, du bliver så gal!
* Ok, så får du lov til at spise morgenmad foran fjernsynet, men så skal du heller ikke græde, når du skal i børnehave, vel?
Det er, som om der er dele af følelsesregistret, der gør os decideret utrygge. Alt skal helst være godt og nemt det meste af tiden. Det er det ikke. Hvis vi har den forventning, kan livet blive svært at håndtere både for os selv og for vores børn. Livet er også hårdt, sorgfuldt og uretfærdigt. Børn skal ikke skånes for livet, men støttes i at mærke det! Vi kan ruste vores børn til livets udfordrende oplevelser ved at vise dem, at det er i orden, også når de har de følelser, der ikke kun smiler.
Følelserne skal udtrykkes, ikke undertrykkes
Derfor har de brug for, at vi magter at rumme dem, mens følelsen er der, og at vi hjælper dem med at sætte ord på det, de mærker. På den måde kan barnet lære sig at mestre følelsen. At rumme handler om at holde ud og holde af, mens barnet har det svært med sig selv. Det er, når vi har det sværest og holder mindst af os selv, at vi har mest brug for, at andre gør det.
Undertrykte følelser finder deres egen vej. For ud skal de. De giver os hele tiden chancen for at blive klogere på os selv. Hvis vi vil og tør. Følelser skal udtrykkes, accepteres og ikke undertrykkes.
Det giver os mennesker en større frihed til at være til med alt, hvad det indebærer – og ikke mindst med alt, hvad vi og vores børn er.
